På den anden side.

Så er jeg kommet på den anden side af operationen. Det har været nogle hårde første dage efter, men det går nu den rigtige vej.


Mandagen startede med at jeg skulle møde ind på afdeling 252 på SVS Esbjerg kl 10. Vi var 4 der skulle opereres den dag og vi lå alle på stue sammen. Den første kom til kl 8, den næste kl 9:45, den næste kl. 11:30 og jeg var så den sidste som skulle til kl 13:15. Jeg blev gjort klar til operation på stuen. Der kom et par narkose sygeplejersker som lagde Venflon (den nål de lægger i hånden når man er indlagt.) Det gik overraskende godt. Jeg plejer at være svær at stikke, men årerne var tydelige og ville åbenbart gerne prikkes i. Da jeg havde fået lagt Venflon fik jeg støttestrømper som jeg skulle tage på. Dem skal jeg have på om dagen fra operationsdagen og så til jeg opnår normalt aktivitets niveau efter operationen. Når jeg er blevet mere aktiv så skal jeg kun sove med dem om natten fra dagen og 4 uger frem. Min mor var ved min side fra jeg mødte ind og til ca 12:30, hvor hun var nødt til at køre igen da hun skulle til frisør. Det var rart at have en med selvom jeg hele tiden havde sagt at det behøvede jeg ikke. Vi snakkede og tiden gik faktisk ret hurtigt. Kl. 13:00 kom hende der havde gjort forberedt mig til operationen og sagde at nu kunne jeg godt gå på toilet, for de kom lige straks og hentede mig. Jeg nåede også kun lige tilbage i min seng da portørern kom og hentede mig. Da vi kom ned til operations afdelingen fik jeg forklaret forløbetinden jeg kom ind på briksen at ligge. Jeg fik et grønt hårnet på og han fandt nogle klip klapper til mig i min størrelse. Han parkerede sengen foran operations stuen og så skulle jeg selv gå derind. Jeg blev mødt af en masse folk som var søde. De præsenterede alle sig selv og gav hånd. Så blev jeg bedt om at lægge mig på briksen og så blev jeg stillet alle de obligatoriske spørgsmål med navn, CPR-nummer og om jeg er allergisk overfor noget osv osv. Narkose sygeplejerskerne var søde at fortælle hvad de lavede hele tiden. Jeg fik sat nogle elektroder på og blev koble til en masse Slanger hvor jeg fik medicin i. Jeg fik en maske hen over næse og mund som. Jeg skulle trække vejret igennem i 3 minutter for at få iltet lungerne godt til operationen. Jeg fik noget at slappe af på og fik noget at sove på og så var jeg væk.




Det første jeg gør da jeg vågner af narkosen er at græde. Hvorfor, det ved jeg ikke. Men jeg brugte den første halve time på at græde på opvågningen. Jeg var egentligt ikke bange eller ked af det. Men når jeg husker tilbage til sidst jeg var i fuld narkose, der havde jeg samme reaktion. Jeg kan. Ikke huske så meget fra opvågningen, da jeg fik ret meget smertestillende og var lidt væk af det.  Men jeg kan huske at jeg fik akupunktur for kvalmen. Om det hjalp, kan jeg ikke huske. Jeg skiftedes til at sidde op på sengkanten og til at ligge ned. Jeg kan huske at jeg ligger og vrider mig i sengen fordi jeg har en ubehagelig følelse i kroppen. Jeg begynder at svede så det render af mig.  Jeg kan huske at jeg får noget mere smertestillende og at jeg så falder i søvn. Da jeg vågner efter at have sovet er jeg mere frisk og har det bedre, men stadig ikke på toppen. Kl ca 17 vælger de at køre mig tilbage til afdelingen igen, da jeg er i bedring. Jeg ligger så for mig selv indtil mine forældre kommer ved 17:30-18 tiden. Der er ikke nogen inde for at spørge hvordan jeg har det, der er ikke nogen der kommer for at spørge om jeg skal have noget at drikke og der er ikke nogen der kommer og sørger for at jeg kommer ud af sengen, som de faktisk skal når man har fået den slags operation. Det eneste de gjorde var at måle mine værdier da jeg kom op På afdelingen og da kl var ca 22.
Selvom jeg havde det elendigt så formåede jeg alligevel selv at komme på toilet og hente en kop saftevand. Hvordan jeg har gjort det kan jeg ikke huske. Da mine forældre kom kunne jeg mærke at jeg bare skulle ud og have frisk luft og det kunne bare ikke gå for langsomt. Min far var nede i forhallen og hente en kørestol og min mor skaffede et tæppe jeg kunne få over mig. Forkvalmet og svimmel fik jeg mig sat i kørestolen og vi tog elevatoren ned til ude området. Jeg tror det er første gang i mit liv at jeg har oplevet at en elevator kørte rundt istedet for op eller ned. Da vi endelig kom udenfor fik jeg det skidt igen og skulle bare i min seng. Jeg kan ikke huske turen tilbage til afdelingen igen. Men i seng kom jeg og så fik jeg kvalme og kastede op. Jeg kan huske at jeg kiggede ned i posen da jeg havde en underlig smag i munden og det eneste jeg ser er frisk blod. Jeg kan huske at jeg spørger min mor om det er normalt at man kaster blod op. Hun fik straks ringet efter en sygeplejerske som kunne berolige mig med at det var helt normalt. De har trods alt været nede i mavesækken og skære det meste væk. Hvor gang jeg fik noget i maven resten af aftenen kastede jeg det op igen. Det var meget lidt jeg kunne holde i mig og når jeg kunne holde noget i mig, så faldt jeg i søvn bagefter. Jeg kan huske at min far sidder ved siden af min seng og at jeg sidder op i sengen med et krus vand i hånden og jeg vågner ved at min far spørger om jeg sover. Jeg var åbenbart faldet i søvn, siddende i sengen med en kop i hånden. Da mine forældre var gået ved 20 tiden fik jeg sat en liter væske op til natten, da jeg ikke kunne holde noget i mig. Jeg fik det bedre i løbet af natten og var på toilet nogle gange og hver gang jeg vågnede var jeg ude at gå lidt. Jeg fik det så skidt hen af morgenen og var nødt til at få morfin IV da jeg ikke kunne holde det ud mere. Lægen som havde opereret kom for at kigge til os alle sammen om morgenen og han sagde at jeg selv bestemte hvornår jeg ville hjem. Jeg kunne blive lige så længe jeg følte for det. Da jeg vågnede ved 9:30 tiden tirsdag formiddag havde jeg det så godt at jeg var klar til at tage hjem. Jeg fik fjernet plastrende, fik et dejligt bad og fik den sidste sprøjte med blodfortyndende og så var jeg klar til at tage hjem.

Min far hentede mig og kørte mig hjem. Jeg kunne stadig ikke få noget i maven og hele tirsdag drak jeg ca 300 ml i alt. Jeg sov det meste af dagen og var generelt ret sløj og skidt tilpas. Jeg havde fået oxynorm med hjem som jeg kunne tage ved behov og det gjorde jeg. Jeg havde en ubehagelig trykken i hele brystkassen, som er meget normalt at man har efter den her slags operation. Under operationen fylder de hele bughulen med luft for at kunne se hvad de laver derinde. Det luft skal så selv forsvinde naturligt efterfølgende. Det kan give smerter i brystkassen og trække ud i armene og mod skulderbladende. Det var i øvrigt det der gjorde at jeg ikke havde det så godt efter operationen. Det føltes som om at der sad en ovenpå brystkassen hele tiden. Men jeg brugte det meste af tirsdagen på at sove da oxynormen gjorde mig træt. Der gik ca 20 minutter fra jeg havde taget en pille og til jeg kunne mærke at jeg skulle sove. Så sov jeg ca 3-4 timer bagefter. Da jeg vågnede onsdag havde jeg det meget bedre og kunne have meget mere i min mave. Jeg fik stadig ikke det jeg skulle have, men det er bedre end ingenting. Jeg havde stadig trykken for brystet, men jeg blev dog ikke så træt når jeg havde taget det smertestillende. Det gik fremad kunne jeg mærke.

Torsdag var dagen hvor jeg følte jeg havde det godt for første gang efter operationen. Jeg havde en del hovedpine, men tænkte at det nok var på grund af væske underskud. Jeg sov helt til kl 12, men jeg formåede alligevel at drikke 2 små glas saft, 2 x skyr (ca halvanden spsk pr gang), 600 ml Cocio one fordelt over hele dagen, 2x 1,5 del tomat suppe og en halv protein drik. Det var en stor dag for den lille mave. Jeg er stadig ikke oppe på det jeg skal have dagligt, men det kommer stille og roligt.


Jeg kan mærke at det bliver bedre dag for dag og at maven fungere bedre. Jeg tager movicol for at forebygge forstoppelse hver dag. Derudover er jeg idag startet med mine vitaminer og mineraler som jeg skal have hver dag. Jeg er gået fra at få 1 til dagligt til at skulle have 7 dagligt. Jeg skal derudover til lægen og have B-12 vitamin som indsprøjtning hver 3. Mdr fremover, med mindre mine blodprøver siger at jeg ikke behøver det.

Jeg kan nu se det positive i at have fået min nye mave, på trods af en turbulent start efter operationen og jeg glæder mig til nytår hvor jeg skal have brune kartofler med sovs og grønlangkål. Det skal godt nok moses/blendes, men det kan jeg sagtens leve med frem for suppe og flydende kost, som jeg skal have de næste 10 dage. Min mor har været så sød at hun laver ande suppe til mig til juleaften, så går jeg ikke helt glip af and til jul.